Vedtægter

Vedtægter

Fredericia Triathlon Team's vedtægter som vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 13. maj 2016:

Vedtægter

§1

Foreningens navn og hjemsted:
Foreningens navn er Fredericia Triathlon Team. Stiftet den 26. oktober 1991.
Under Fredericia Triathlon Team hører motionscykelafdelingen ”Trihjulet”.
Foreningens hjemsted er Fredericia Kommune.

§2

Foreningens formål:
Foreningens formål er at fremme kendskabet til og udøvelsen af triathlon og duathlon på såvel konkurrence som motionsplan.

Motionscykelafdelingens formål er gennem såvel turistarrangementer som konkurrencer, eventuelt i samarbejde med andre klubber, at dyrke cykling på motionsplan.

Fredericia Triathlon Team er medlem af Dansk Triathlon Forbund (DTRIF) og er dermed underkastet denne organisations love og vedtægter. Endvidere er klubben medlem af Dansk Cykel Unions (DCU) Motionssamarbejde.

§3

Medlemmer:
Som medlemmer optages alle aktive triathleter og cyklister primært i Fredericia området, der kan og vil indordne sig under foreningens love og vedtægter. Samt med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Æresmedlemmer:
Til æresmedlemmer kan udnævnes personer, som foreningen ønsker at hædre på grund af særlig fortjenstfuld indsats til gavn for foreningen. Bestyrelsen træffer beslutning om udnævelsen. Beslutningen herom kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af klubbens vedtægter.
Æresmedlemmer er kontingentfrie. Æresmedlemmer kan til enhver tid opsige deres status og medlemskab.

§4

Kontingent:
Foreningens kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Det årlige kontingent opkræves løbende og gælder et år fra betalingsdagen.
Hvis ikke Kontingentet betales suspenderes medlemskabet indtil forholdet er bragt i orden. Ind og udmeldelse kan ske ved henvendelse til kassereren.

§5

Medlemskab:
Hvert medlem skal være medlem af Fredericia Triathlon Team for at kunne indløse Motionscykellicens.

§6

Regnskab:
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller salg af aktiver større end kr. 5.000 af den samlede bestyrelse.

§7

Udelukkelse / eksklusion:
Midlertidig udelukkelse af et medlem kan foretages af bestyrelsen. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem når særlige forhold giver anledning dertil.
Bestyrelsens beslutning herom kræver dog almindeligt flertal blandt bestyrelsesmedlemmerne.
Vedkommende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og vedkommende kan fordre spørgsmål om eksklusion afgjort på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Bortvisningens længde afgøres af bestyrelsen og skal ses i forhold til overtrædelsens art og grovhed.
Bliver et medlem af Fredericia Triathlon Team testet positiv i brug af forbudte stoffer kan det med øjeblikkelig virkning medfører bortvisning fra klubben i henhold til ADD/DIFs regler eller kan i særlige grove tilfælde medføre udelukkelse på livstid.

Beslutningen tages af bestyrelsen.

§8

Ledelse/Bestyrelse:
Foreningen ledes af en bestyrelse på minimum 5 medlemmer og maksimum 7 medlemmer, der er valgt på generalforsamlingen.
Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode af to år, jf. § 10, pkt. 6.
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og op til tre menige bestyrelsesmedlemmer. Sekretæren føre protokol over bestyrelsens handlinger.
Formanden vælges direkte på generalforsamlingen, øvrig bestyrelse konstituerer sig selv.
Bestyrelsen hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, hvilket alene foreningen hæfter for med dens respektive formue.
Bestyrelsen kan, til løsning af praktiske opgaver, nedsætte udvalg af medlemmer udenfor bestyrelsens kreds.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede. For at hæve af foreningens formue udover driftskontoen kræves godkendelse af et flertal i bestyrelsen.

§9

Generalforsamlingen:
Foreningens højeste myndighed er den ordinære generalforsamling, der finder sted i januar kvartal. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 14 dages varsel, offentliggjort på klubbens hjemmeside og pr. E-mail.

§10

Ordinær generalforsamling:
På generalforsamlingen skal følgende punkter behandles:

1.Valg af dirigent og 2 stemmetællere
2. Formand beretning.
3. Årsregnskab.
4. Indkomne forslag:

a. Fra bestyrelsen.
b. Fra medlemmerne.

5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelse:

a. Lige årstal:
Formand (direkte valg)
Bestyrelsesmedlem
Bestyrelsesmedlem
Bestyrelsesmedlem

b. Ulige årstal:
Bestyrelsesmedlem
Bestyrelsesmedlem
Bestyrelsesmedlem

7. Valg af to suppleanter.
8. Valg af bilagskontrollant og en bilagskontrollantsuppleant.
9. Eventuelt

Afstemningen på generalforsamlingen foregår ved håndsoprækning, men såfremt blot et medlem forlanger det, holdes der skriftlig afstemning. Alle afstemninger på generalforsamlingen afgøres ved almindeligt stemmeflertal.

Kun medlemmer over 15 år, der har betalt kontingent på tidspunktet for generalforsamlingens afholdelse, har stemmeret på denne.
Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

Navne på kandidater der ønsker at stille op til de bestyrelsesposter der er på valg skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Forslag fra klubbens medlemmer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Bestyrelsen skal senest 4 dage inden generalforsamlingen udsende liste med kandidater til bestyrelsen og forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen via e-mail til medlemmerne.

§11

Ekstra ordinær generalforsamling:
Ekstra ordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller såfremt mindst ¼ af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom til formanden.
I begge tilfælde indkaldes den ekstraordinære generalforsamling med mindst 14 dages varsel.

§12

Ændringer af vedtægter:
Ændringer af vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst ¼ af medlemmerne er tilstede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling. Hvis 2/3 af de på denne generalforsamling afgivende stemmer også er for forslaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er tilstede, er forslaget vedtaget.

§13

Foreningens opløsning:
Foreningen kan opløses på en ekstraordinær generalforsamling. Til opløsningen af foreningen kræves at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede, samt at mindst ¾ af de fremmødte stemmer for opløsningen. Er dette ikke opfyldt, skal der indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, som skal afholdes 14 dage efter. På denne generalforsamling kræves blot, at ¾ af de fremmødte stemmer for foreningens opløsning.

§14

Forhold ved opløsning:
Ved opløsningen af foreningen, skal den formue, det måtte være i behold på opløsningstidspunktet deponeres hos Samvirkende Idrætsklubber i Fredericia (SIF) i indtil 3 år, idet den indenfor dette tidsrum vil være at overdrage til en ny triathlon klub, som måtte blive stiftet i Fredericia med den samme formålsparagraf som Fredericia Triathlon Team, og med et sæt vedtægter, som kan anerkendes af SIF og Dansk Triathlon Forbund, herunder at disse vedtægter indeholder en bestemmelse af omfang som nævnt nedenfor.

Lykkes det ikke indenfor en 3 års periode at oprette en ny triathlonklub, skal formuen overdrages til SIF og anvendes til ungdomsaktiviteter i Fredericia Kommune under administration af SIF bestyrelse.

Således vedtaget på foreningens ekstra ordinære generalforsamling den 13-05-2016.